sergeant

sergeant \sɛʁ.ʒɑ̃\

1. Participe présent de serger.

sergeant \Prononciation ?\ masculin

1. Variante de serjant.
   • Exemple d’utilisation manquant. (Ajouter)

• Frédéric Godefroy, Dictionnaire de l’ancienne langue française et de tous ses dialectes du IX^e au XV^e siècle, édition de F. Vieweg, Paris, 1881-1902 → consulter cet ouvrage

De l’ancien français sergeant.

sergeant \ˈsɑː.dʒənt\

1. Sergent.

• sarge

• sergeant-major (sergent-major)

• \ˈsɑː.dʒənt\
  • États-Unis : écouter « sergeant [ˈsɑɹ.dʒənt] »

De l’ancien français sergeant.

sergeant \Prononciation ?\ masculin

1. Sergent.
   • Har Du nogensinde seet et rigtig gammelt Træskab, ganske sort af Alderdom og skaaret ud med Snirkler og Løvværk? Just saadant et stod der i en Dagligstue, det var arvet fra Oldemoder, og udskaaret med Roser og Tulipaner fra øverst til nederst; der vare de underligste Snirkler og mellem dem stak smaa Hjorte Hovedet frem med mange Takker, men midt paa Skabet stod snittet en heel Mand, han var rigtignok griinagtig at see paa og grine gjorde han, man kunde ikke kalde det at lee, han havde Gjedebukkebeen, smaa Horn i Panden og et langt Skjæg. Børnene i Stuen kaldte ham altid Gjedebukkebeens-Overogundergeneralkrigskommandeersergeanten, for det var et svært Navn at sige, og der ere ikke mange der faae den Titel; men at lade ham skjære ud det var ogsaa noget. — (Hans Christian Andersen, Hyrdinden og Skorsteensfeieren, 1845)

De l’ancien français sergeant.

sergeant

1. Sergent.

• Pays-Bas : écouter « sergeant »

De l’ancien français sergeant.

sergeant \Prononciation ?\ commun

1. Sergent.