vænia

Old Swedish

Etymology

From Old Norse venja, from Proto-Germanic *wanjaną.

Verb

vænia

  1. to accustom, to make used to

Conjugation
Conjugation of vænia (weak)
present past
infinitive vænia —
participle væniandi, -e vander
active voice indicative subjunctive imperative indicative subjunctive
iæk væn væni, -e — vandi, -e vandi, -e
þū væn væni, -e væn vandi, -e vandi, -e
han væn væni, -e — vandi, -e vandi, -e
vīr vænium, -iom vænium, -iom vænium, -iom vandum, -om vandum, -om
īr vænin vænin vænin vandin vandin
þēr vænia vænin — vandu, -o vandin
mediopassive voice indicative subjunctive imperative indicative subjunctive
iæk væns vænis — vandis, -es vandis, -es
þū væns vænis — vandis, -es vandis, -es
han væns vænis — vandis, -es vandis, -es
vīr væniums, -ioms væniums, -ioms — vandums, -oms vandums, -oms
īr vænins vænins — vandins vandins
þēr vænias vænins — vandus, -os vandins

Descendants
This article is issued from Wiktionary. The text is licensed under Creative Commons - Attribution - Sharealike. Additional terms may apply for the media files.