kæmme

From Old Norse kemba, from Proto-Germanic *kambijaną.

• IPA^(key): /ˈkɛmə/

kæmme (imperative kæmme, infinitive at kæmme, present tense kæmmer, past tense kæmmede, perfect tense er/har kæmmet)

1. to comb with a comb or a fine-tooth comb
2. (by extension) to investigate exhaustively and meticulously to find all instances of something (as though delousing)
   • 1962, Børge Outze, Danmark under den anden verdenskrig

     I løbet af de nærmeste dage ville Stalingrad falde; man skulle bare lige kæmme byen for russere!

   • 2017, Ditte Cederstrand, Det skal vi huske dem, Lindhardt og Ringhof →ISBN

     Hvis hæren vinder osse der, hvor skal en sølle desertør så gøre af sig selv, at Gestapo kæmmer landet bagefter, så de jo i Frankrig.

• kæmning
• finkæmme
• vandkæmme