jagt

From Middle Low German jacht.

jagt c (singular definite jagten, plural indefinite jagter)

1. hunting, shooting
2. hunt, pursuit

• jagtbytte n
• jagte (verb)
• jagtgevær n
• jagthund c
• jagthytte c
• jagtret c
• jagttegn n

From Dutch jacht (“yacht”).

• yacht

jagt c (singular definite jagten, plural indefinite jagter)

1. Obsolete spelling of yacht
   • 1839, Carl L. Harboe, Dansk Marine-ordbog, page 378

     Spantets Höide paa Kjölen faaes ved at multiplicere tykkelsen ud og ind af Skibets Spanter ved Dækket, ... paa Skonnerter og Jagter med 1 . 80.

   • 1806, Danske magazin: indeholden bidrag til den danske histories og det danske sprogs oplysning, page 22

     Imidlertid kom 2 Svenske Jagter ud fra Slottet og vilde entret hannem, hvilke han forjagede, og med det samme kom løs.

   • 1784, Det Kongelige Norske Videnskabers Selskab.., Nye samling af det Kongelige Norske Videnskabers Selskabs skrifter, page 470

     Det første, jeg da foretager mig, ere de store Jagter eller Fartøier, som her nødvendig maae haves, for at bringe deres Fiskes Vahre til Kiøbstaden Bergen saa og andre Steder; hvilke Jagter ere fra 8 til 40 Læster drægtige.

• IPA^(key): /jaːkt/ (standard)
• IPA^(key): /jaːxt/ (northern Germany, central Germany, chiefly colloquial)
• Rhymes: -aːkt
• Homophone: Jagd (standard only)

jagt

1. Third-person singular present of jagen.
2. Second-person plural present of jagen.
3. Imperative plural of jagen.

From Middle Low German jacht. Cognate with Jamtish jakte, Ostrobothnian jagt (pret. jagta.)

jagt (preterite jagtä)

1. (intransitive) To hunt, to go around or walk around hunting.