intuere

Danish

Verb

intuere (imperative intuer, infinitive at intuere, present tense intuerer, past tense intuerede, perfect tense har intueret)

  1. to intuit
    • 2001, Conni-Kay Jørgensen, Var det ikke nok med Iliaden?: en filosofisk læsning af Carolo Emilio Gaddas forfatterskab →ISBN
      Romanen slutter som sagt med en ny tankes opståen, nærmere bestemt sker der det, at Ingravallo intuerer, hvem morderen er, uden at kunne vide, endsige bevise det.
      As has been noted, the novel ends with the formation of a new thought, more precisely, what happens is that Ingravallo intuits who the murderer is, without being able to know, let alone prove it.
    • 1964, Bent Schultzer, Direktiv Idealisme
      De intuerede sandheder er absolutte, de sandheder, der ved deduktion afledes deraf, er derimod relative (»respektive«) ...
      The intuited truths are absolute, the truths, that are derived hence by deduction, on the other hand, are relative (»respective«) ...

Latin

Verb

intuēre

  1. second-person singular present active imperative of intueor
  2. second-person singular present active indicative of intueor
This article is issued from Wiktionary. The text is licensed under Creative Commons - Attribution - Sharealike. Additional terms may apply for the media files.